Bliv en del af Team PicoPeople


Faglighed, ansvarlighed og menneskelighed

Vi er et traditionelt konsulenthus på mange områder – og så alligevel slet ikke. For selvom du skal registrere din tid, nogle gange skifte retning midt i en opgave og der er dage hvor alle skal løbe lidt stærkt, så har vi valgt en markant anderledes tilgang til arbejdslivet end mange andre.

Vi giver plads og tid til at du kan arbejde på din faglighed. Vi tror på 100% tillid – hvorfor skulle vi ellers ansætte dig. Og vi tror på, at mennesker er forskellige og derfor finder vi sammen med dig ud af, hvordan dit arbejdsliv skal se ud, så hele dit liv hænger sammen.

Livet er foranderligt

Fleksibilitet til være et helt menneske

Vi er en virksomhed, der prioriterer at vores medarbejdere har mulighed for at strukturere deres arbejde efter deres liv og ikke omvendt. Derfor tilbyder vi stor frihed til at planlægge hvor og hvornår du arbejder. Selvfølgelig kræver det planlægning, så dine kollegaer ved hvornår du er på, og kunderne altid for leveret det vi har lovet, men vi stoler faktisk på, at vores medarbejdere kan håndtere det ansvar helt uden micro management.

"Da mit privatliv pludselig krævede lidt mere af mig gik jeg ned i tid i en måned for at få enderne til at nå sammen. Det gjorde forskellen for at jeg ikke følte mig utilstrækkelig både på arbejde og hjemmefronten"

Anders Bach Kristensen, Digital Designer

Fysisk og psykisk velvære

Fokus på den enkeltes sundhed

Vi sætter med jævne mellemrum fokus på både den psykiske og fysiske sundhed hos PicoPublish. Udover at have en aktiv AMR-repræsentant, der altid lytter til de konkrete behov så sætter vi tid af i løbet af året til at gøre en ekstra indsats for at skabe gode vaner.

I hele maj måned deltager vi i "Vi cykler til arbejde" for at opmuntre til at få mere motion i hverdagen og én uge om året holder vi sundhedsuge hvor vi spiser sundere, får et helbredstjek og arrangerer fysiske udfoldelser efter fyraften.

Rustet til tænderne

Udstyr efter dit behov

Man skal ikke gå ned på udstyr. Men vi skal heller ikke belaste jordens ressourcer mere end nødvendigt. Vi sørger for at matche dine behov med det udstyr som gør dig i stand til at præstere. Og selvfølgelig skifter vi dit udstyr hvis det ikke virker.

Det virker omsonst for os at opliste, men ikke alle er vant til: hævesænkebord, en ordentlig kontorstol, høretelefoner efter eget valg, laptops (PC/MAC), dockingstationer der virker og de skærme, du har brug for for at udføre dit arbejde ordentligt.

Vådt og tørt

Varieret frokost og altid frisk frugt

Der er ingen grund til sure madpakker eller to-go kaffe når du arbejder ved PicoPublish. Udover en varieret frokostordning, er der altid frisk frugt klar i køkkenet og valgfri kaffe i vores velassorterede espressomaskiner. 

Naturligvis er der lejlighedsvis kage, men hver dag står der også friskskrællede gulerødder klar til de snacksultne. Er du allergiker sørger vi for at du også kan få serveret mad hver dag og er du super kræsen tager du bare selv mad med og bruger køleskabet til dine egne lækre måltider.

Hver fredag spiser vi rundstykker sammen og deler ugens succes'er med hinanden på et fælles møde i vores kantine.

Vi vil gerne hinanden

Aktiv personaleforening

Hos Pico er vi heldige med ikke kun at have medarbejdere, som er engagerede i deres kunder og arbejdsområder, men faktisk også i hinanden.

Det kommer blandt andet til udtryk gennem den aktive personaleforening, der sørger for både at markere fødselsdage, jubilæer og andre mærkedage, men også står som arrangør for aktiviteter i fritiden.

Der er ingen mødepligt, men med det brede udvalg er der rig mulighed for at få nye indtryk. Vi har blandt andet været på svampetur, bygget lego på tid, været i skytteklub, stået på stand up paddle board, været i escape room, været til vinsmagning og meget mere. 

Vi bliver klogere på os selv

Faglige arrangementer

Én ting er at have det sjovt og slappe af sammen, men et andet vigtig aspekt er at lære sammen og af hinanden. Med jævne mellemrum afholder vi faglige arrangementer hvor det er muligt at blive klogere på sig selv eller hinanden.

Vi har arbejdet med team-opgaver og team-mentalitet, lavet personlighedsprofiler, holdt hackathons med sodavand og pizza og dine ideer er meget velkomne til at forme vores næste vidensdeling.

Hvad er hverdag uden fest

Pico Parties

Med et stort fokus på work/life balance forventer vi ikke, at vores kollegaer sider på kontoret til langt ud på natten, meeeen der er undtagelser når vi jævnligt inviterer til sommerfester, julefrokost og fredagsbarer. 

Hygge er i højsædet og baren er fri og vi værdsætter at samle alle medarbejdere til disse arrangementer, men på deres egne præmisser og både med og uden alkohol. Hos PicoPublish er der plads til alle, også når det gælder feststemning.

Pico pakken indeholder også...

Endnu flere lækkerier

  • God pensionsordning

  • Sundhedsforsikring med god dækning

  • 1-1 samtaler med din nærmeste leder hver måned

  • 6. ferieuge

  • Overskudsdeling

  • Gode muligheder for medbestemmelse